Skal pensionsopsparingen ikke holdes uden for bodelingen?

En betydelig del af danskernes private opsparinger ligger i pensionsformuer, så det har selvsagt meget stor betydning, hvorledes de skal deles på et ægtefælleskifte, det vil sige ved separation og skilsmisse.

I 2007 fik vi ny lovgivning om behandling af pensionsrettigheder ved separation, skilsmisse og død. Udmeldingen var, at nu skulle rimelige pensionsrettigheder ikke længere deles med ægtefællen i tilfælde af separation og skilsmisse, selvom ordningen indgår i andet almindelige formuefællesskab. Det gav anledning til, at mange, som gerne ville sikre, at deres pensioner fortsat ville blive delt, fik oprettet ægtepagt om dette. Problemet er imidlertid, at budskabet om, at pensionsrettigheder skal holdes uden for et skifte, har haft så stor gennemslagskraft, at det kommer bag på de fleste, hvis det alligevel viser sig, at de har ordninger, som helt eller delvist skal ligedeles i forbindelse med deres separation/skilsmisse.

Reglen er som nævnt, at hver ægtefælle forlods udtager egne rimelige pensionsrettigheder, mens værdien af øvrige rettigheder indgår i skiftet af fællesboet. Men hvad er rimelige? Der er i forarbejderne til loven givet ret udførlige retningslinjer herfor, og udgangspunktet er, hvad der måtte være en sædvanlig opsparing for den pågældende stilling på indbetalingstidspunktet, mens en ordning, som har karakter af en ekstra pensionsordning generelt ikke vil blive betragtet som rimelig og skal indgå som aktiv i fællesboet. Alle sædvanlige arbejdsmarkedspensionsordninger er rimelige – uanset om tilslutningen til ordningen er obligatorisk eller frivillig. Ordninger aftalt mellem arbejdsmarkedets parter ved overenskomst, lokal overenskomst, firmaaftale mv. må anses for at være udtryk for det pensionsniveau, der er almindeligt accepteret som svarende til de pågældendes uddannelses- og arbejdsmæssige situation.

Afgrænsningen af, hvad der begrebet rimelige pensionsrettigheder dækker, rammer kun den ægtefælle, som har de største pensionsrettigheder på skiftetidspunktet. Den ægtefælle, som har den mindste opsparing, kan som hovedregel godt spare ekstra op med det formål at komme op på niveau med den anden ægtefælle. En sådan ekstra opsparing kaldes for en opfyldningsopsparing, som dog kun vil blive anset for rimelig, hvis der er plads til den i ægtefællernes økonomiske forhold i øvrigt.

For nogle grupper findes der ikke i den forstand nogen sædvanlig pension. Det gælder f.eks. selvstændig erhvervsdrivende. For disses vedkommende skal ordningen være rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold, og indbetalingerne må derfor f.eks. godt være af svingende størrelse, og indbetalingsforløbet mindre regelmæssigt end for andre. Det afgørende vil formentlig være, om den selvstændige er bedre stillet end tilsvarende uddannede i sammenlignelige stillinger på nogenlunde samme alder, men det må anses for meget tvivlsomt på forhånd at kunne vurdere, hvorvidt en navnlig større pensionsordning vil blive vurderet som rimelig eller ej.

Og også rimelige ordninger skal i visse tilfælde deles.

Hvis den ene ægtefælle har foretaget mindre opsparinger end den anden på grund af fravær fra arbejdsmarkedet, helt eller delvist, nedsat arbejdstid, orlov eller lignende, og dette fravær skyldes hensyn til familien eller den anden ægtefælle, kan skifteretten i nogle tilfælde tilkende ægtefællen et beløb fra den anden ægtefælle som kompensation. Dette kaldes fællesskabskompensation og kan altså, hvor bestemmelserne herfor i øvrigt er opfyldt, blive pålagt den anden at betale ud af dennes rimelige pensionsordning.

Endvidere er der indført en rimelighedsregel, som kan finde anvendelse, hvor der er tale om et ægteskab af længere varighed, og hvor der er en stor forskel på værdierne af ægtefællernes pensionsopsparinger. Hvis den ene ægtefælle, uanset reglerne om ligedeling af usædvanlige pensionsordninger, opfyldningspension, og fælleskabspension, alligevel bliver urimeligt stillet i pensionsmæssigt henseende, kan denne blive tilkendt et beløb, der svarer til cirka 25 % af forskellen mellem værdien af ægtefællernes pensionsopsparing under ægteskabet. Med længerevarende ægteskaber menes ægteskaber, der har varet mere end 15 år, og for at være urimeligt stillet i pensionsmæssigt henseende skal vedkommende have en pensionsordning, der giver lavere udbetalinger end en faglært tjenestemand med fuld pensionsalder. Også rimelighedskompensation kan tilkendes af en sædvanlig pensionsordning.

Reglerne om fælleskabskompensation og rimelighedskompensation vil blive behandlet nærmere i et senere blog-indlæg.

Alle pensionsrettigheder – uanset om de er rimelige eller ej – kan udtages forlods, hvis ægteskabet har været af kortere varighed, det vil som udgangspunkt sige under 5 år.

Spørgsmålet om ret til forlodsudtagelse kontra krav om deling af pensionsrettigheder forekommer hyppigt på ægtefælleskifter, hvilket kan undgås ved, at ægtefællerne i tide ved ægtepagt aftaler, hvorledes der skal forholdes med deres respektive ordninger, altså hvorvidt deres ordninger enten skal deles eller tilhøre dem som særeje, hvis de en dag skal skilles.