Bemærk at boafgift ikke er det samme som dødsboskat

Boafgift, tillægsboafgift, arveafgift, arveskat, skat, dødsboskat. Nu vil det nok ikke være helt på sin plads her at skrive, at kært barn har mange navne, for de færreste mennesker forbinder vist skat og afgifter med noget, de har kært. Men efter afgift på arv blev ændret fra at hedde arveafgift til bo-og tillægsboafgift bliver begreberne skat og afgift ofte forvekslet eller blandet sammen.

Dødsboskat

Dødsboskat betales af boindkomst i de dødsboer, som har en bobeholdning på mere end 2.641.900 kr. Boindkomst beskattes med 50 %, medmindre der er tale om aktieindkomst, som følger beskatningen i personskatteloven. Dødsboskatten skal trækkes fra, før arven beregnes.

Boafgift

I alle boer, hvor der er en bobeholdning på mere end 268.900 kr., (2014) skal der betales boafgift med 15 %, medmindre den eneste arving er ægtefællen. Størrelsen af afgiften er afhængig af den enkelte arvings tilhørsforhold til afdøde. Det er således helt sædvanligt, at arvinger i samme dødsbo arver til forskellig afgift. Ægtefællearv er afgiftsfri, mens der skal betales 15 % afgift af arv til afdødes samlever, afdødes børn og disses afkom, stedbørn og disses afkom samt forældre. Hvis arvingen ikke enten er samlever eller er i familie med afdøde i direkte op eller nedadgående linje i nævnte omfang, skal der ud over boafgiften yderligere betales tillægsboafgift med 25 %. Efter en særlig beregningsmåde svarer dette til i alt 36,25 % af den pågældende arvelod. Søskende er omfattet af den høje afgift, ligesom f.eks. en nær ven er det.

Arveskat er ikke et begreb, vi kender i dansk ret.