Ægtepagt

En ægtepagt er en aftale mellem ægtefæller om, hvilken formuetype (særeje eller særeje), de ønsker, at deres respektive forskellige aktiver skal tilhøre dem som. Formuetypen er afgørende for, hvorledes der skal deles på et skifte. Det vil sige ved separation, skilsmisse eller død.

Der findes flere former for særeje, som dog alle har det til fælles, at særejeaktiver ikke skal deles ved separation og skilsmisse.

Vælger et ægtepar ikke at oprette ægtepagt, er der fælleseje i ægteskabet. Det er ikke det samme som, at man ejer alting sammen. Man ejer, hvad man rent faktisk står som ejer af f.eks. på skødet, som kontohaver, på registreringsattesten mv., og som hovedregel bestemmer man også selv, hvad der skal ske med de aktiver, man ejer. Tilsvarende hæfter man som hovedregel kun for sin egen gæld og ikke for den gæld, som ens ægtefælle har stiftet, medmindre man særligt har tiltrådt en sådan hæftelse.

Hvad betyder fælleseje så? Fælleseje indebærer som den væsentligste retsvirkning, at hver ægtefælle på et skifte skal afgive halvdelen af værdien af sin nettoformue til den anden ægtefælle. Det gælder også ved død. Har man fælleseje, kan man endvidere som længstlevende ægtefælle være i uskiftet bo, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldte.

Men i et samfund med en meget høj skilsmisseprocent og mange blandede familiedannelser – dine mine og vore børn – er det rene fælleseje ikke altid den rigtige løsning, og som ovenfor nævnt har formuetyper også afgørende betydning for et dødsbos fordeling. En ægtepagt er et nyttigt redskab til at sikre særlige arvinger (herunder hinanden) og styre arven derhen, hvor man ønsker det.

Så er der pensionsordningerne, som generelt udgør en meget betydelig del af den private formue. Som mange vil vide, at der indført nye regler for deling af pensionsrettigheder på et skifte, altså ved separation, skilsmisse og død, og da pensioner udgør en betydelig del af de flestes formue, er delingen af disse ved separation og skilsmisse et vigtigt emne.

Hovedreglen er, at de respektive ægtefæller forlods kan udtage egne rimelige pensionsordninger. Men de nye regler volder problemer i mange sager, når det alligevel viser sig, at en eller flere ordninger skal deles, eller modsat: At ordningen rent faktisk er undtaget, men ægtefællerne ønsker, at den skal ligedeles på et skifte. For en meget stor del af pensionsordningers vedkommende kan ægtefællerne undgå denne usikkerhed ved at oprette ægtepagt, hvor de sammen aftaler, hvorvidt rettigheden skal deles på et skifte eller ej.

Endvidere skal man være opmærksom på, at ganske vist kan ægtefæller give hinanden gaver uden, at der skal betales gaveafgift. Men en gave er kun gyldigt overdraget, hvis det er sket ved gaveægtepagt. Er dette ikke tilfældet, skal hverken givers kreditorer eller givers arvinger respektere gaven, og giver selv kan i mange tilfælde gøre gældende, at det i virkeligheden var tale om et lån og kræve gaven tilbage. Det er derfor meget vigtigt at oprette ægtepagt om større overdragelser ægtefæller i mellem.

Som det ses, har en ægtepagt stor betydning i mange forskellige sammenhænge, hvilket ovenfor nævnte er eksempler på, og et ønske om en ægtepagt behøver på ingen måde at være udtryk for mistillid til den anden ægtefælle eller ægteskabets levedygtighed – Ægtepagten kan tværtimod være et middel til at sikre hinanden og/eller familien.